onsdag den 29. februar 2012

Kjole i 50´er stil

Jeg elsker bare 50´er kjoler. Åh, de er så fine!! Nanna har et par stykker, men jeg har syet nogle, som ikke er til hende. Som er sat til salg her på ts. De er bare så søde, men også et større arbejde at lave. I hvert fald for mig, som ikke har syet så længe.




Den er syet i et dynebetræk, som jeg er helt vild med. Jeg brugte næsten det hele, da kanten var med større æbler og gik den anden vej. Men det har været det værd, for jeg er helt vild med denne kjole. Med rødt tittebånd, røde knapper i ryggen og rød/hvid ternet kantbånd ved ærmegab. Jeg tror næsten, at Nanna skal beholde den og danse rundt i den sommer. Hun elsker alt med vidde - og er der noget denne model har, så er det da det :-).


Dette billede er taget her, som er vores lokale børnetøjsbutik. Spirrevippen. De har så meget skønt og lækkert dernede, og jeg er meget stolt over, at de også har mit tøj hængende dernede. Jeg kalder tøjet Vaga Vong. 
Det var svært at finde på et navn til tøjet, men jeg var ikke i tvivl, da jeg kom i tanke om, hvad min mands lillebror kaldte champignoner, da han var lille. Ja, nemlig: Vaga Vong. Total kært, og så har jeg altid elsket, når der er en baggrund for et navn. Så betyder det lige som mere, i hvert fald for mig. Derfor var det også oplagt for mig, at det skulle være navnet på denne blog. Mit univers.
I får lige et par billeder ekstra af prinsessen i den skønne kjole, som er syet efter et Simplicity mønster, nr. 3531.


Den grønne og røde farve er så fin til Nannas mørke hår. Farver med spræl er lige hende! Eller det klæder hende - hun er egentlig mest til kjoler som disse mht farvevalg.


Og er den  dukkevogn ikke kær? De har bare så meget fint i den butik!



mandag den 27. februar 2012

Den bedste pizzabund!

Kender I det? Man løber helt tør for de gode ideer til aftensmaden. Jeg kender det alt for godt. Derfor vil jeg dele en af mine favoritter med jer. Alle kender jo pizza, men før jeg fik fat i denne opskrift, blev bunden aldrig sådan 100%. For tyk, for blød, for øv.
Så selvom jeg elsker pizza, lavede jeg det ikke vanvittig tit. Resultatet var for nedslående. Men nu! Nu kører det. Så det her er et bud på en helt almindelig hverdagsaftensmad hjemme hos os. Ingen dikkedarer, med en rest salat fra dagen før og med fyld som ungerne kan lide det.


Opskriften på bunden er:
Pizzadej til 1 bradepande:
10 gram gær
1,5 dl lunken vand
3 spsk olie
1 tsk salt
175-250 gram mel*
*gerne 1/3 durum, 1/3 Tipo 0 og 1/3 hvedemel

Opløs gæren i vandet.
Tilsæt olie og salt.
Ælt melet i, start med durum og Tipo 0.
Dejen skal æltes i 10 minutter. 
Hvis du ejer en røremaskine,
så lad endelig den gøre jobbet.
Lad hvile i 10 min.
Rul den ud, put fyld på.
Ind i ovnen ved 250 grader i ca 10-15 min.

Tipo 0 er en slags italiensk pizzamel, som føres i velassorterede supermarkeder. Men Netto har det også jævnligt. Det giver lige den ekstra gode krumme.

Det tager ca ½ time at lave, men så skal ovntiden lige oven i, før man kan spise. Alt kan ryddes af vejen inden spisetid, og det tæller højt hos mig.

Tak til svigerinden for at dele hendes opskrift med mig!

Velbekomme :-)

Giveaway hos HausfrauBlau

Kig ind her og vind en skøn bunke krea-sager :-).

Give away'en trækkes d. 18.03.2012 kl. 20.00.

lørdag den 25. februar 2012

Tigerguf

Jeg måtte lige ned forbi Tigeren i dag. Mest fordi jeg spurgte ekspedienten dernede sidst, hvornår de nu fik nye varer. Om der var sådan en fast dag eller noget. De fik næsten hver uge, men der kom helt ny kollektion den sidste fredag i hver måned.
Okay, det var nyttig info. Nok også lidt farligt at vide, for nu tror jeg nok, at jeg kommer til at skal derned fast her sidst i måneden. De har masser af skrammel, men de har også bare lige det, man må eje ind i mellem. Hvor er jeg glad for, at de vi sådan en butik i Ribe. Vi mangler bare en Søstrene Grene og en Panduro, så ville gågaden være perfekt i mine øjne.

Påske var selvfølgelig det alt overskyggende tema, men det er for tidligt for mig at gå amok i. Dog fandt jeg nogle nye strømper - og de kan virkelig anbefales. Dem, jeg har på foden med de herlige små mustachoverskæg, købte jeg for nogle uger siden. De er blevet flittigt brugt, for de falder ikke ned om ankelen, og så er de også ret fine.


Et par strømper med stjerner og et par med katteansigt. De er så skønne. Kortene er fra et spil kaldet Haps. Det er faktisk det samme som krig, bare med søde illustrationer. Jeg tænkte, at nu kan vi spille det lidt, og når så det halve af spillet er væk, som det har en tendens til at blive her hjemme, kan jeg bruge de sidste til fødselsdagskort mm. Win-win :)

Da jeg var på vej ud af døren, legede Nanna med Playmobil, og hendes leg var bare så sød, at jeg måtte forevige det. Tænker at de danser om juletræet. Åh, det er så sødt, når hun leger sådan nogle lege. Hun elsker det, og nøj hvor vi nyder at iagttage det.



Livet er da skønt!


Giveaway hos Kirkesjov

En vildt skøn giveaway og jo flere der er med, jo større præmier. Skynd dig at klikke ind og vær med her - det er super skønne sager, hun fejrer sine 1000 læsere med. For søren det er også noget af en flok. Hatten af for det :).

Giveaway hos Lille hottentott

1. præmie: Lækre retro stoffer



2. præmie: Mini Mega, uhm!!


Vinderne trækkes den 24. marts. Klik ind her og vær med :-).

fredag den 24. februar 2012

Skønne lopper

I går havde jeg en herlig dag. Manden var hjemme, så jeg kunne frit køre på tur. Derfor tog hjem til min mormor for at lære at hækle. I gang det kom jeg da, men indtil videre er det ret ynkelige resultater. Så jeg vil vente med at vise det frem. Min mormor er 83 år, og hun bor lige over for det hus, jeg er opvokset i. Jeg har tilbragt ufattelig megen tid sammen med hende. Trods hendes alder er der gang i hende, og jeg hygger mig meget i hendes selskab. Bare hende og jeg.
Det er dejligt at have sådan en mormor.

På vej hjem skulle jeg da lige besøge de genbrugsbutikker, der ligger i Varde. Og ih altså, hvor var jeg da heldig i går. Sager, jeg har ledt længe efter, dukkede bare op en efter en. Så jeg var bare lykkelig, da jeg kom hjem.


De her Wiinblad tallerkener - dem har jeg sådan ledt efter! Jeg elsker som mange andre det fantastiske print, men jeg har ikke kunnet finde andet end platter. Tallerkenerne lå bare der og ventede til en fald 20´er pr stk. Herligt! Desværre var sommer tallerkenen der ikke, så hvis du ligge inde med sådan en, er jeg interesseret :-).


Bøgerne her hedder Dodo bøgerne, og det er faktisk længe siden, jeg sidst har set dem. De har nogle rigtig fine billeder, og jeg overvejer at klippe dem ud og indramme. Måske tager jeg kopier og gør det. Historierne er nemlig også ret fine.





En lille Miffy bog til blot 1 kr. Ja, den måtte med hjem selvom ungerne er for store til det. Men det er jeg vist ikke...


Sidst en forholdsvis stor Tupperware skål. Det er et dyrt mærke, men det holder bare. Og farven var jeg ret vild med.

Jeg elsker bare lopper :-).

torsdag den 23. februar 2012

Giveaway hos Mymy børnetøj


Skynd jer ind og vær med her - senest fredag den 23. marts :)

Giveaway hos Moster Maria

Du kan vinde et flot indrammet billede af Paul Lipschutz billeder..
Klik ind her og se mere :).

onsdag den 22. februar 2012

Leopard er for cool

Jeg har været i gang med at sy en lille dragt. En fin lille dragt i str. 1 år som både var anvendelig til fastelavn, men også bagefter.
Og hvad var smartere end leopardfløjl til det? Ja, jeg kunne ikke komme på andet. Og Stof2000 havde netop fået det hjem, så det kunne ikke være mere perfekt.


Modellen er syet nogle gange herude i blogland, og den er da også super sød. Den er fra Symagasinet 09/2011. 
Hvis jeg havde et mindre størrelse barn her hjemme, ville jeg helt sikkert have et par stykker af denne dragt liggende. Men Nanna er snart 4, så hun er altså for stor. Men hun kan få en leopard nederdel, ja hun kan. 

tirsdag den 21. februar 2012

Barselsgaver

En lille niece kom til verden på valentinsdag. Så der skulle selvfølgelig laves lidt til hende. En elefant, 3 perlepladesager som børnene lavede, og en gave købt i den lokale børnetøjsbutik Spirrevippen.


En Hollys body med lilla kløvere. Jeg har altid elsket disse kløvere til små børn, og virkelig voldbrugt dem. Jagt på ts har jeg praktiseret, især efter Hollys valgte at lave kæmpe kløvere og ikke de sædvanlige kløvere på hvid. Men de er bare geniale under alt muligt, så jeg ville selv elske at få sådan en body.
Billedet er lånt ved Hoppeloppe.dk
I dag skal vi have pandekager, og jeg kan varmt anbefale Camille Plums opskrift. Den bliver bedst ved dejen piskes sammen om formiddagen og så står på køl mindst 3 timer før brug.

mandag den 20. februar 2012

Dukkehus i nye klæder

Så! Omsider blev jeg helt færdig med dukkehuset. Det tog nu ikke så lang tid, som jeg havde troet, men vi har været i Kbh for at besøge familie, og jeg har fået malet lister i stuen, så der nu ikke længere er nogle tilbage i råt træ. Men jeg kan kun anbefale sådan et projekt. Det er rigtig hyggeligt at sidde med, og resultatet er fantastisk. Huset liver gevaldigt op og hygger faktisk helt i stuen nu. Børnene leger dagligt med det, og det er jo alle timerne værd.


Alle de papirer, jeg har brugt, er fra Søstrene Grene eller Tigeren. Så det har også været billigt. Inkl. tapetklister har det vel kostet mig max 100 kr.



Her ses børneværelset, hvor børnene selv har været med til at bestemme tapetet. Jeg havde ikke nok til, at der kunne komme det samme tapet på både endevæg og siderne, så derfor er det sådan i alle rum. Men det virker nu også meget godt, så det gør mig ikke noget. I fjernsynet kører Bamse og Kylling. Det er altså en ret fin og hyggelig detalje.


Her hjemme bruger vi alt muligt i dukkehuset. Både det originale fra Lundby, som passer til, men også Playmobil puttes ofte i. Barbie accessories og andet som jeg ikke ved, hvor er fra, benyttes også. Ungerne er ligeglade med, om det passer sammen. De er bare glade, når der er lidt nyt. Fx de to sodavand på bordet. De er netop købt på Genbrug, og de er et hit! Småting, som er alt for små og ikke egnet for børn på 3, gemmer jeg væk. Så er der også en ekstra gave en gang, og når det alligevel vil skabe mere ballade end gavn lige nu, er jeg sikker på, at det er en god løsning. Fx fik Nanna en lille butik og et børneværelse fra Playmobil i julegave. Der var bl.a. meget småt legetøj og masser af mad fra butikken. Det er gemt væk - for ellers var det sikkert allerede blevet væk nu.


Et fint lille dukkehus som jeg såmænd sagtens selv kunne have ganget op til menneskestørrelse og have været ganske godt tilpas i.

onsdag den 15. februar 2012

Dukkehuset skal renoveres

Det her sted inspirerer til masser af ting, men jeg havde dog ikke troet, at jeg ville give mig i kast med Nannas dukkehus. Jo jo, Line viste hendes barndomsdukkehus frem og gav det den store tur. Det blev virkelig bare så fint!
Så mon der er håb for denne her sag...


Dukkehuset her er et klassisk Lundby dukkehus fra 1970erne kaldet Småland. Det produceres stadig, dog med visse ændringer. Vi købte det til Nanna sidste jul brugt, da det her virkelig koster kassen, når man skal ud og have møbler, dukker, bil mm. Bare en sofa og et bord kan let koste 250 bobs. Så det løber hurtigt opad.
Så jeg fandt dette med rigtig mange møbler og småting på den gule avis. Perfekt! Jeg var bare glad for det og vild med det meget MEGET retro look. Alligevel var jeg for ikke mindre end en måned siden ved at smide det på genbrug og købe et nyt. Altså bare huset. Møblerne skulle genbruges. Total fråds og efter et par dage kunne jeg alligevel ikke nænne det.
Da Line så viste sit indlæg nummer 2 med diverse retro papir fra Søstrene Grene, var jeg klar på at gå i gang. Afsted efter papir og nu er jeg i fuld gang.
Og jeg lover jer, at det bliver rigtig fint, så fortsættelse følger.

fredag den 10. februar 2012

Fastelavn med en klump i halsen

Børnene var glade her til morgen. De lå inde på værelset og råbte på mig. Moar, vågn nu op! Vi skal have klæd-ud tøj på i dag. Det var en dejlig måde at starte sin morgen på, og efter morgenmaden fik de henholdsvis askepotkjole og ninjadragt på. Og de følte sig godt tilpas og var klar til børnehavesjov. Hvilken glæde!


På gåben med Jonathan ved min side blev jeg alligevel helt trist indeni. På vej ned til børnehaven. Han glæder sig, og jeg vil gøre alt for, at hans dag skal blive god, så jeg pakker følelserne væk og smiler. Men i baghovedet spøger sidste års fastelavn. Det var en barsk dag. Jonathan havde været syg i godt og vel 4 måneder med leukæmi, håret var væk - det samme var livsglæden. Han var så træt den dag og gad slet ikke. Vi havde kun mulighed for fastelavn på OUH, afd. H2 - den ene dag. For når man er i behandling for leukæmi, skal man leve under isolationsregler. Det betyder bl.a. , at man ikke må komme offentlige steder eller være sammen med syge personer, fx ved forkølelse mm. Det er meget krævende som familie, da vi tit må dele os op for at få hverdagen til at fungere, og ved særlige lejligheder må vi tage afsted til det, der kan lade sig gøre. Vi kørte hjemmefra tidligt den dag, hele familien på vej til fastelavn. For nu skulle vi fejre fastelavn alle sammen sammen. Det var så rart, at det kunne lade sig gøre. Thomas havde taget fri fra arbejde, og Nanna blev hjemme fra dagpleje. Jonathan klædt ud som Boss Lightyear og Nanna som spiderman med muskler. Det kunne kun blive godt midt i al det triste og grå.
Men der blev jeg snydt. Åh, hvor blev jeg taget ved næsen. Jonathan ville ingenting. Han ville kun sidde hos sin far, kigge lidt på de andre, men helst spille på hans mobil. Væk fra alle os. Han havde bare ikke noget overskud, og han havde nok slet ikke overskud til alle de andre glade mennesker omkring ham. Set tilbage skulle vi nok have droppet det. Men Nanna havde jo også glædet sig helt enormt, og vi kunne ikke helt vide, hvordan det ville blive, når vi var af sted. Ikke en succes, slet ikke. Jeg tog mig af Nanna og slog katten af tønden med hende. Men kiggede ofte over på far og søn og ville så gerne putte lidt glæde ind i Jonathan. Hvis bare han ville prøve at slå på tønden eller være på fars arm, mens han gjorde. Nej. Jeg vil ikke. Rystende let på hovedet. Han havde jo ikke lyst, men det var så svært at acceptere. Jeg ville jo bare have, at han skulle være glad og smile bare en enkelt gang.



På sådan nogle dage som i dag skal jeg lige knibe mig selv i armen og huske på, at vi er ovre det værste. Huske på at livet nu og her tæller. Men min bagage fra det sidste år er ikke færdig bearbejdet og dukker op ind i mellem. Den lille mand havde det så skidt, og det havde vi forældre også. Dengang husker jeg, at jeg forsøgte at holde fanen højt hele tiden. Se på det gode. I alt... Men sådan et billede af Jonathan med triste øjne, intet hår - helt igennem træt af det hele. Det giver klumper i halsen. Og de følelser, jeg pakkede væk sidste år, indhenter mig. Jeg ved, at det er nødvendigt at tage dem til sig, men det er hårdt. Jeg vil helst videre og glemme det. Eller i hvert fald tilsidesætte det... Ja, jeg vil. Det virker umiddelbart lettere.

Men bare det at skrive det ned her hjælper. Det letter på en forunderlig måde, og lige nu tænker jeg, at jeg nok skal gå hen og blive glad for, at jeg tog mod til at prøve det af. Det skal nok blive godt.

torsdag den 9. februar 2012

Kjole i fantastiske farver

Ny kjole til Nanna blev færdig i dag. Resultatet er jeg rigtig tilfreds med. Mønsteret er lavet med udgangspunkt i et Minikrea mønster, men tilpasset ret meget. Ærmerne har jeg selv udtænkt, og kjolen er blevet smallere foroven og bredere forneden.


Ja, Nanna er ret vild med kjoler. Men især i lilla og lyserød. Jeg har en tendens til at falde for gul, orange, grøn og blå til hende. Jeg elsker de farver til hendes mørke hår, og hendes glød kan sagtens bære de mere hårde farver. Faderen her hjemme er koreaner, så det er derfra, det kommer. Så ungerne her hjemme er ikke sådan nogle blegfise, som jeg selv er.


Stoffet til de store stykker er fra Bloomers, og i starten havde jeg faktisk lidt svært ved at se, at det kunne blive rigtig fint. Men med både lilla, pink og grøn måtte det være en mulighed at lave de der multiærmer. Det er anden gang, jeg prøver det, og jeg synes, at det er super fint.



Men det gav lidt ballade for mig. Jeg havde ikke noget i den helt rigtige grønne farve, men tænkte at det da nok gik med en lidt lysere og skrappere grøn til. Ak og ve, jeg kunne slet ikke have det. Det skreg i øjnene på mig! Så først røg de to grønne stykker af, og jeg måtte gå i tænkeboks. Jeg kom i tanke om, at trekvart ærmer da faktisk også kunne være ret sødt på modellen. Så det blev det - og de pink hjerter røg af også.


Skoene er fra H&M og fås lige nu på nettet. Nanna elsker dem. Bare husk at de er store i størrelsen, hvis du bestiller. Tror faktisk at jeg kunne have fundet på at købe et par til mig selv, hvis de fandtes i min størrelse - total tøset!

onsdag den 8. februar 2012

Sengetøj i grønt og blåt

Med inspiration fra både Kirkesjov og Laralil har jeg fået syet et juniorbetræk til min lille nevø, Ole-Emil. Jeg har brugt målet 20x20 cm til firkanterne og lagt 5 vandret og 7 lodret. Stofferne er både retro og nye fra Stof2000.


De der elefanter viser sig igen, men det var nu også farven her, som gjorde, at jeg valgte dem. Min søster havde sagt, at det gerne måtte være i blåt og grønt



.
Jeg er ganske godt tilfreds, men sikke et arbejde at gå i gang med. Det tager sørme lang tid. Jeg vil sige, at det er timerne værd, og jeg kunne også godt lide processen. Især det med at udvælge stoffer og lægge dem ud, som man synes, at det passer bedst.

Næste gang skal det være et sæt i tøsefarver :-).

tirsdag den 7. februar 2012

Babybukser

Små bukser fra Ottobre 4/2011

Efter et indlæg ved xo ein ding fik jeg lyst til at sy babybukser. Dette par blev til min veninde, som er højgravid. De to næste var henholdsvis til min svigerindes søster, som netop har født en dreng, og til min kollega der elsker retro. Kunne ikke stå for de striber!





Ja, jeg kunne ikke vente med at lave et indlæg med billeder ;-).

Velkommen til min verden

Okay, hvorfra min verden går...

En blog er jo først sjov og rigtig god, når der er lavet en masse indlæg, gode billeder, inspiration osv. Og det kan jeg næppe prale af. Bare den der header har voldt mig store kvaler, og helt tilfreds er jeg ikke. Men for nu bliver det ikke bedre!

Jeg ville gerne vise lidt af det, jeg har syet i headeren. Disse elefanter, som er på min header, er jeg meget glade for. Alle syet i retro stof plus lidt ny indkøbt. Elefanter er en meget brugt skabelon, og måske også for brugt efterhånden. Ikke desto mindre har jeg mange af dem i mit hjem og har haft det i årevis. På billeder, i træ, bamser, børnenes tøj mm. Jeg kan sagtens få nok, men lige i skrivende stund kan jeg da godt se, at jeg måske burde have fået nok. Altså som i HELT nok. Men nej, jeg falder stadig for dem. Jeg må vise jer billeder engang af de forskellige elefanter her hjemme.

Navnet Vaga Vong kommer I til at høre mere om, men den lille tilføjelse "mest for mig" skal I lige have en forklaring på. Jeg har gået hjemme i lidt over et år, og derfor manglet et univers som kunne være mit. Derfor begyndte jeg at sy, og jeg fandt hurtigt ud af, at jeg nød det. Der bag symaskinen tænkte jeg ikke. Der var ligesom bare stand-by, og det havde jeg i den grad brug for. På sin vis er det stadig sådan. Jeg kobler fra og bliver fri. Så nu har jeg efterhånden samlet en anseelige stak stof, og jeg tør mere og mere. Men selvom det er "mest for mig", deler jeg gerne. Så spørg endelig hvis der er noget.

Okay, næste indlæg bliver med billede, og ikke kun om min header. Det lover jeg!