torsdag den 31. maj 2012

Nye puder

Jeg har længe kigget på de skønne trekant puder i patchwork, som dukkede op i flere hjem her i blogland. Så jeg måtte selv i sving.
Puderne er syet i stof fra Stof&Stil - det koster ingenting! Jeg købte bare en masse forskellige farver i 25 cm stykker. 7,5 pr stykke :-). Pipingbåndet er selvfølgelig herfra.

Efter mine egne puder var færdige, vidste jeg bare, at denne Donna Wilson pude ville se skøn ud til. Jeg spottede den hos Leizy og var forelsket med det samme!

Jeg har valgt at afslutte puderne med trykknapper. Jeg er ikke afsindig gode venner med lynlåse, og jeg gad bare ikke bøvle med det. Men faktisk er jeg ret glad for dem, for jeg synes, at de passer godt til puderne. Så var der også stof nok ud af de 25 cm - ellers skulle jeg have haft 50 cm ;-).

Den sidste pude i vores sofa er strikket af min mormor. Mønsteret er fra Politikens "Vild med garn". Puden indeni er træls, så jeg skal have købt en bedre. Men selve omslaget er super skønt, da det er strikket i en blød bomuld/silke blanding.

Ganske godt tilfreds med de nye puder er jeg :-)

mandag den 28. maj 2012

Det bedste

... er at sidde med rugbrødsmadderne oppe i legestativet og hygge sig :-).

Håber I har nydt solen lige så meget som vi.

torsdag den 24. maj 2012

Skønne hængekurve og et maleri

Efter dette indlæg meldte en sød blogger sig til at hækle. Nemlig Pernille med bloggen pescno.blogspot.com.

Hun hæklede to super lækre hængekurve til vores baggang. Den får I ikke de store billeder af, for den bærer meget præg af, at vi ikke er færdige med at rode i dette hus. Der mangler skabe flere steder, så det flyder derude.
Men med hjælp fra disse skal det nok komme til at gå bedre :-).



Jeg er vild med dem (jeg fik to i samme farve). Planen er, at de skal hænge ved siden af knagerækken, som normalt er mere fyldt med børne overtøj. På nogle skønne greb. Jeg tænker Anne Black eller Liebe, lige pludselig får jeg dem købt og så skal det være.
Billedet, som I kunne se på det første foto, skal I lige se ordenligt. Det er nemlig os :-). 
Far Thomas med sin guitar.
Jonathan med sin kasket plus fodbold.
Nanna med en dukke.
Mor mig - med min familie <3
Det er malet af Tine med bloggen Tinittens Tumlerier. Jeg synes, at det er så fint ude i vores entré. 
Velkommen hjem til os :-).


onsdag den 23. maj 2012

Efterlysning

Søde dejlige bloggere og andre skønne læsere.

Jeg søger og søger og søger, men jeg kan bare ikke finde... Så nu tager jeg blogland til hjælp, for jeg kan se, at andre har haft heldet med sig :-).

Lige siden Louise viste et billede af sit første broderi, har jeg gennemledt de genbrugser og loppemarkeder, jeg er kommet i nærheden af, efter selvsamme broderier. Men uden held. Så dybt inspireret af Louise spørger jeg nu jer derude om hjælp.

Jeg vil så frygtelig gerne have fingrene i disse:




Billederne er lånt her :-)
De er fra Eva Rosenstand, men fra 70´erne så ikke helt nye. Der findes også et forårsbroderi, men det har jeg ikke et billede af - og hvis I finder det, skal I endelig skrive det til Louise, for så er hendes samling nemlig komplet, og det skal den da være.

Men uanset hvad - så køb dem hvis du ser dem. For jeg vil meget gerne købe dem uanset hvilket træ, du måtte finde!

Jeg håber, at du vil hjælpe med at være mit øje derude i det danske lands genbrugsmarked mm :-)

mandag den 21. maj 2012

Nanna 4 år

På kristi himmelfarts dag fyldte Nanna 4. Selvom man altid tænker, at tiden den flyver afsted, har jeg haft det lidt anderledes med Nanna. Jeg er helt glad for, at hun "kun" er fyldt 4. Jeg kan ind i mellem godt tænke, at hun er ældre. Helt sikkert fordi vi har forlangt meget af hende pga Jonathans sygdom. For hende blev verden også en anden i oktober 2010. Heldigvis er børn meget gode til at omstille sig og følge med, når bare mor og far er der.

Det var jeg bare ikke. Jeg var hos Jonathan, og mine tanker kredsede stort set kun om ham. Det er lige til at få dårlig samvittighed over. Men hun fik kun lige de sidste rester af mig, for Jonathan fik stort set det hele. Godt Thomas var der for hende, godt hun var og er en stærk pige, godt hun var så lille (2½) så hun ikke tænkte så meget over det - men tog dagen som den var. Alt det kan jeg godt bilde mig selv ind, men jeg ved aller inderst inde, at Nanna har manglet sin mor i en periode. Jeg ved det, fordi når jeg mærker efter, har jeg også manglet hende.

I dag er Nanna en glad pige, som i det store trives. Men hun er meget bevidst om mig - hvor jeg er, og hvad jeg skal. Hun vil helst have mig til at aflevere og hente, helst have mig til at synge godnat sang, helst have mor til det hele faktisk.

Og jeg ved godt hvorfor, så jeg giver hende det i så stort et omfang, jeg kan. Jeg ved, at Nanna ikke kan sætte ord på det her. Hun handler ud fra erfaringer/oplevelser, og hun er helt sikkert blevet "efterladt" af mig mange gange pga sygehusophold. Så når vi skal til kontrol på OUH, skal det gentages nogle gange for hende, at vi kommer hjem igen samme dag. Hun kan ikke lide det, slet ikke.
Heldigvis har hun efterhånden opdaget, at det passer. Vi kommer hjem igen samme dag. Det gør hende godt, for jeg kan mærke, at hun er ved at få nemmere ved det. Heldigvis for det er så hårdt at sige farvel til sit grædende barn.

Men Nanna er sej, og hun er glad. Hun leger og hygger og ja, så havde hun selvfølgelig en fantastisk 4 års fødselsdag.

En ælling fra Jonathan

Glad pige som nyder fødselsdagsmorgenmaden

Spændende - synes både tøsen og jeg ;-)

Det var nemlig en skøn dukkelift! Nanna knuselsker den og sysler med den konstant.
Den er så fint syet. Alle detaljer er i orden. Laila, du er knalddygtig.

Og en lille ekstra gave havde Laila vedlagt (det var nemlig en byttehandel) til Jonathan. Den fineste flagranke plus en pixibogsholder. Så fint - tusind tak!
Glad pige som snart skal puste lys. T-shirten var også en gave, hvor der står 4 på. Sejt!
Det sidste billede er min favorit. Hun stråler af lykke, glæde og fnis. Jeg elsker det <3 


søndag den 20. maj 2012

Den skønneste pung

Fra Anne med bloggen Apfelstrudel. Den er så fin og sød, så jeg er meget glad.

Den er syet i det fineste liberty stof. Det hedder vist pepper. Og den lille træperle er bare prikken over i´et. Du kan købe hendes sager lige her, og hun laver virkelig mange lækre ting.
Tasken er fra H&M, og den er perfekt til sommer. Jeg er vild med striberne - og med at den har masser af rum. Det er altså for skønt, især når man har børn med på farten.
Klar parat til sol og sommer, det tror jeg nok da :-).


onsdag den 16. maj 2012

Altid fine blomster...

...trods det trælse regnvejr!

Jeg har nemlig hjemmehæklede blomster hængende i mit køkkenvindue. De lyser op og gør mig glad, især når regnen siler, som den vist har i sinde at gøre de næste dage.



De er så fine, og nej de er ikke lavet af mig. De er lavet af Sofie, som meldte sig, da jeg lavede dette indlæg med ønsker fra blogland. Hun kan sagtens hækle, og det er bestemt ikke min stærke side. Så dejligt at man kan bytte sig til lækkerierne.

Der er faktisk 6 stk, så jeg har lidt at skifte med eller hænge op andre steder. Fantastisk :-)

God regnvejrsdag til jer alle!

Helt sin egen

Vores lille Nannapige her hjemme er bare helt sin egen!

Hun er sådan en pige, der tit tuller rundt i sin egen verden med hendes dukker/bamser, legemad og dukkevogn. Det er noget så hyggeligt at have sådan en tullepige.

Den anden dag var hun med mig ude at handle. Da vi kom hjem så hun sådan her ud.


Med et lille klistermærke fra en banan i supermarkedet på næsen, en pose slik til pynt på kagen til i morgen (hvor hendes 4-års fødselsdag skal fejres i børnehaven) - og et ur rundt om hendes venstre ben. Skørt, skævt og skønt! 
I hvert fald måtte jeg have det foreviget, så det blev lige lidt opstillet. Men altså, på torsdag fylder hun 4! I min verden måtte hun gerne være lille lidt endnu. Bare lidt... Sådan har vi det nok alle sammen ind i mellem med vores skønne børn. Eller er det bare mig?

mandag den 14. maj 2012

Forudbestilling af de elskede elefanter!

Jeg har netop opdaget, at den skønne børnetøjsbutik Spirrevippen også får de lækre sengesæt hjem med elefanter på.
I alle farver! Og i alle størrelser :-)!
Du kan forudbestille lige her, og det forventes, at det er hjemme til levering i midten af juni.


Jeg ved ikke med jer, men jeg kunne godt tænke mig et sæt i hver farve. Og hvis jeg skal vælge er min favorit helt klart det blå... Og det lilla... Og - eeeiiiijjjj! 

Tak fordi du deler

Jeg har modtaget mange dejlige beskeder fra mennesker, som både er tæt på mig og langt fra mig efter mit seneste indlæg.

Men fælles for dem alle var: Tak fordi du deler.

Det eneste jeg kan sige tilbage er: Selv tak.


For hvor bliver man let om hjertet, når man får fortalt sine historier. Mit seneste indlæg var et af de hårde, og det kostede også tårer at få det ud. Nogle af "scenerne" måtte jeg ligesom grave frem. Huske følelserne og situationerne. Det er ikke let, men jeg er sikker på, at det er godt for mit indre. At der så er andre, som også værdsætter, at jeg vælger at dele sådan en historie, kan jeg kun være taknemmelig for.

Derfor lige endnu et skønt billede af mine børn. Mine guldklumper!

Jep, vi elsker Rock :-)
Billedet er taget i 2010, hvor vi var i Parken og høre AC/DC. Ungerne var ret begejstrede for de der horn.

God uge til jer alle!

fredag den 11. maj 2012

Hvordan det hele begyndte

Jeg har fået flere spørgsmål omkring Jonathan og det sygdomsforløb, han har og er igennem. Men et er ofte gået igen - Hvordan startede det?


Det vil jeg gerne dele med jer, og jeg tager det simpelthen helt fra begyndelsen. Fra før vi vidste noget som helst om leukæmi, kemo, isolation osv. Men det er barske løjer og svært at skrive, så jeg håber, at I bærer over med mig, hvis det er knudret ind i mellem.

Dag 1
Det var oktober 2010. Vi skulle på ferie hos mine svigerforældre oppe nordpå i efterårsferien, og det havde vi glædet os til. Vi var begge, Thomas og jeg, startet op i nye jobs kort forinden, flyttet til Kolding (væk fra Ribe) - og havde simpelthen forrygende travlt. Svigerforældrene boede i Brovst, så det var en god køretur, og vi planlagde nogle dage deroppe.
Vi kom derop, og vejret var skønt. Hurtigt blev vi enige om, at vi måtte på svampetur. Deroppe er der områder med tusindvis af kantareller, og dem skulle vi selvfølgelig have fingrene i til en god svampesovs til bøfferne senere.

At disse billeder og denne skovtur skulle blive den sidste gang, jeg tog billeder af Jonathan inden en meget lang hospitalsindlæggelse, havde jeg ikke den fjerneste idé om. Han var bare glad, legede i skoven, samlede svampe, klatrede i træer og smed med blade. Der var han bare Jonathan, som alle andre børn på 4 år - hans verden var børnehave, leg med kammerater, spille fodbold, være med far på arbejde i hallen (han er efterskolelærer), lege med sin lillesøster. Et ret almindeligt liv for en 4-årig. Glad og tryg. I lang tid gjorde det meget ondt at se billeder fra før, han blev syg. Og ind i mellem mærker jeg stadig et stik i brystet og får en klump i halsen. Det er ligesom om, at min krop kan huske, at dengang bar jeg ikke på angsten på samme måde, som jeg gør i dag. Måske er det bare livet og døden, som er kommet tættere på mig, men det gør stadig ondt. 

Samme dag som skovturen puttede vi børnene som vi plejer omkring kl 20-21 (ferie), og jeg gik nok efter dem et par timer efter. Men sov kun til omkring kl 2. Jeg sov med børnene på en sovesofa, og Thomas sov på et værelse ved siden af. Jonathan havde pludselig fået ondt i sit ben. Han tog sig til knæhasen, og jeg tjekkede det, men kunne intet mærke eller se, så jeg bad ham om at lægge sig ned og sove igen. Mange gange, men han blev ved med at klage sig og kunne ikke falde i søvn. Han var ikke sådan meget ked af det, så jeg husker, at jeg blev lidt hård i tonen. Læg dig nu til at sove, Jonathan. Det går nok over, mens du sover. Flot mor. Jo, jeg var træt, og jeg blundede jo lidt ind i mellem, og når man så bliver vækket for 10. gang, ja så er overskuddet ved at være småt. 
Derfor kom han ind til faren kl 5, og han forsøgte så med noget smertestillende. En ½ panodil. Den kunne han slet ikke synke, og det endte bare i mere ballade end gavn. Jeg stod op med ham og Nanna og lod Thomas sove lidt længere. Svigermor var taget på job, men svigerfar var oppe. Nu havde Jonathan så ondt, at han ikke ville gå på sine ben. Og han havde heller ikke sovet fra kl 2 om natten.

Dag 2
Thomas stod op kl 8, og vi blev enige om, at hvis det ikke snart blev bedre, måtte vi til læge med ham. Jonathan blundede lidt på sofaen, men vågnede hurtigt op igen hver gang og sagde, at det gjorde ondt. Samme sted. I knæhaserne. Måske det var vokseværk, gættede vi på.

Men kl 10 ringede vi til en læge, og kort efter kørte Thomas ned med ham. Han kom hjem igen med en besked om, at det i hvert fald ikke var vokseværk - og heller ikke en blodprop. Og så skulle vi bare give ham panodil junior. Så det fik vi købt og puttet i ham (han hadede det, men det vidste vi jo fra før ved feber eller anden sygdom). Det hjalp bare slet ikke. Han ville stadig ikke gå, og nu klagede han også over ondt i ryggen.

Vi var nødt til at gøre et eller andet! Vi kender vores dreng, og han skal virkelig have ondt, når han ikke vælger at lege eller at gå selv. Han har altid været en dreng med lyst og vilje. Der var altså bare et eller andet galt! 
Derfor ringede vi til min svigermor. Hun arbejdede nemlig på en børneafdeling på Aalborg Sygehus. Hun gjorde det muligt, at vi kunne komme derind uden en lægehenvisning og sagde, at vi nok kunne blive presset ind ved en af lægerne i løbet af et par timer.
Jonathan blev grundigt undersøgt, men de fandt intet. De nævnte noget om knoglebetændelse, men der var alligevel ting, der ikke hang sammen med det. Han fik taget en blodprøve, og vi fik panodil med hjem, så han kunne smertedækkes. Vi fandt så også ud af, at den dosis den anden læge havde sagt, han skulle have, var for lav. Så det var nok derfor, det slet ikke hjalp.

Jonathan var begyndt at få lidt feber, men det blev holdt nede med panodil, og vi syntes faktisk, at det gik bedre. Vi havde lavet en aftale med lægen om, at vi skulle komme ind igen dagen efter. 

Dag 3
Nu ville Jonathan godt gå lidt (hvis vi pressede ham), han havde det bedre generelt - og vi var faktisk lidt i tvivl, om det var nødvendigt at køre til Aalborg Sygehus igen. Så min svigermor ringede derind, men lægen sagde, at vi skulle komme derind. På det tidspunkt havde min svigermor sine bange anelser, men hun nævnte intet for os. Det skulle hun heller ikke. Hun håbede jo selvfølgelig på, at hun tog fejl. Men efter mange år i branchen har hun en meget god fornemmelse.
Så vi måtte afsted. 

Jonathan blev grundigt undersøgt igen, og så sagde lægen, at det ikke kunne udelukkes, at det var leukæmi (ud fra blodprøvesvarene). Jeg husker, at han sagde det langsomt og alvorligt. Kiggede på mig. Det her øjeblik kan jeg huske i slowmotion. Jeg kigger på ham, kigger på min svigermor som hulkende vender sig væk, kigger på Jonathan og tænker at det kan ikke passe... Jeg havde ingen reaktion, jeg var bare helt tom og forstod slet ikke, hvad det var, manden sagde. Dit barn har måske kræft.

Køreturen tilbage til svigerforældrene var mærkelig. Når jeg kiggede på Jonathan, havde jeg sådan lyst til at putte ham ned under min jakke, gemme ham væk for alt det frygtelige, vi stod i. Jeg kæmpede med tårerne, og jeg kunne jo ikke hele tiden holde dem tilbage. Jonathan forstod det ikke, og vi vidste sådan set heller ikke hverken ud eller ind. Diagnosen var jo ikke stillet, og vi skulle til Odense dagen efter, hvor en endelig udredning skulle igangsættes, da det er det sygehus, vi hører til.

Da vi kom hjem til mine svigerforældre, sad Thomas, Nanna og svigerfar i sofaen. Puha hvor var det svært at gå hen til dem og fortælle, hvilken melding vi havde fået. Jeg kunne slet ikke. Jeg græd bare, og Thomas sagde nej nej nej nej nej, hvad er det? Hvad er det?
- De tror, at Jonathan har leukæmi... Pressede jeg mig selv til at sige mellem mine hulk. Vi græd alle sammen. På et tidspunkt tog jeg børnene med væk, for jeg kunne ikke bære, at de skulle se på os voksne mere. Thomas kom over til os, og vi sad bare sammen og holdt om hinanden alle fire. Det var rædselsfuldt.

Dag 4 og frem
Det samme var natten, for Jonathan havde store smerter nu. Han blev helt sort i blikket og slog efter os, når vi rørte ham. Det gjorde meget ondt på ham, og feberen var også stigende. Jeg frygtede for køreturen med ham fra Brovst til Odense, men det gik heldigvis okay. Jeg sad bagi med ham, Thomas kørte - og lille Nanna på 2½ blev hos bedsteforældrene.

I Odense skulle der gå nogle dage, før de fandt ud af, at det var leukæmi. Vi kom en lørdag og den blodprøve der kan vise kræftceller i blodet, kan de kun tage i hverdagene. Faktisk fik han stillet en anden diagnose, nemlig knoglebetændelse som før havde været på tale. For os blev leukæmi ved med at trumle rundt i vores tanker, og da Thomas spurgte den 5. læge mandag - Kan vi så udelukke leukæmi? - tog de den blodprøve, som kunne give os svaret.
Tirsdag aften kom en læge fra H2 (isolatinsafdeling på OUH for kræftramte børn) under aftensmaden. Der er fundet kræftceller i Jonathans blod. Det er enten leukæmi eller lymfeknudekræft. Verden faldt sammen igen, men jeg havde ingen umiddelbar reaktion. Thomas græd, jeg lyttede på lægen som sagde de samme ord rigtig mange gange. Jeg tænkte, at han sikkert havde prøvet det før og vidste, at der skulle gentagelse til, når man taler med en person, som er i choktilstand.

Så blev vi fragtet over på H2. Vi gik ned ad gangen og så børn med slanger, uden hår og runde kinder. Jeg trak ikke vejret, før vi kom ind på en stue. Det var så hårdt at vide, at nu skulle vi som familie være en del af det. Det var uvirkeligt. Om aftenen kørte Thomas og Nanna hjem, og jeg blev med Jonathan. Sådan blev opdelingen også i lang tid bagefter. Jeg snakkede længe med en sygeplejerske, da Jonathan faldt i søvn. Det hjalp, men det var også grænseoverskridende at få knus og blive trøstet af en komplet fremmede. Hun havde prøvet det før, og for hende var det helt naturligt at imødekomme en frustreret og fuldstændig iturevet forælder. Heldigvis.

Dagen efter startede behandlingen. Uanset om det var leukæmi eller lymfeknudekræft kunne de starte op. De tog knoglemarv og konstaterede, at det var leukæmi - og begyndelsen på et 3 årigt forløb gik i gang. Jeg husker, at under en samtale vi havde med en læge omkring leukæmi, isolation osv, måtte han mange gange gentage, at det tog 3 år. Det forstod jeg slet ikke. 14-15 måneder hård behandling, derefter piller i 15 måneder og så efterisolation ½ år.
Det var en hård en at sluge.

Midt i alt det her sad lille Jonathan. Han lukkede sig inde på stuen, ville slet ikke ud i legestuen, hvor der ellers var rigtig hyggeligt. Han blev skiftevis vred og ked af det, men hvor er det dog også svært at forklare et lille barn, hvad det er der sker. Han skulle lære at tage piller, og det var rigtig mange i starten (15-20 stk dagligt). Det kunne tage 1-2 timer, og det var morgen, middag og aften. Det var sindsygt hårdt at skulle presse ham så meget hele tiden. Han havde jo mest lyst til bare at se fjernsyn eller se på, at vi spillede på telefon. Han tabte sit hår, fik runde kinder, tabte sig på ben og arme, fik sår i munden og bagi, kastede op, fik underlige madvaner hvis han overhovedet spiste, begyndte at slæbe sine fødder og havde ondt når han skulle gå. Alt sammen pga kemo. Alt det hans lille krop og sind skulle igennem, var ikke småting. Det var umenneskeligt.

Første gang hjemme efter diagnosen blev stillet (tror der var gået 3-4 uger). Det synes, han var dejligt.
Jeg husker tydeligt en lille episode i starten af sygdomsforløbet. Jonathan skulle i bad, og det skulle han hver dag. Han skulle være helt ren, så det var mindst mulig chance for infektion, og så skulle han hver dag have sprittet hans CVK, som var en lille slange, de havde indopereret i hans brystkasse, og her kunne de tage blodprøver samt give ham kemo og medicin uden brug af nåle. Men den gik jo hele vejen ind til hjertet og var en kæmpe infektionsrisiko. Derfor skulle den sprittes af hver dag.

I forbindelse med badet var der altså både vask, creme over hele kroppen (huden udtørrer meget), afspritning af CVK og endvidere en masse mundhygiejne så sårene i munden kunne holdes nede. Det var slet ikke sjovt for ham, helt uoverskueligt faktisk. Og det forstod jeg godt, men han skulle jo. Så en dag, hvor han var rigtig træt af det og sur, sagde jeg til ham - Jonathan, vi skal have det her gjort, for ellers bliver du ikke rask. Et argument vi før havde brugt, fx ved pilleindtagning. Så kommer du ikke ud at spille fodbold igen - eller ud at lege igen. Sådan sagde vi - hvis du ikke bliver rask, så... Vi sagde aldrig, hvad der så reelt ville ske.
Men det sagde han så selv. Mor, hvis jeg ikke bliver rask, dør jeg så..?  Så sprang bomben, i hvert fald inden i mig for jeg havde slet ikke lyst til at snakke død med ham. Men jeg sagde til ham, at ja det gjorde han. Men at han jo sagtens kunne klare det, når vi gjorde alt det, lægerne sagde. Okay - sagde han så. Så vi gjorde badet færdigt, og det var det. Han snakkede ikke særlig meget mere om det, først nu senere er han igen begyndt at tale om død, og hvad mon der sker... Og det er helt okay, for det nytter ikke at holde det væk fra ham. Død er en væsentlig del af livet, og det tror jeg godt, at børn kan forstå. Eller mærke.
Jeg blev rigtig ked af det, for jeg synes ikke, at Jonathan skulle bære rundt på alt det. 4 år gammel og så vide at han kunne dø af kræft. Men gennem hele forløbet har vi forsøgt at tale med Jonathan om tingene, men på en børnevenlig måde. Vi har brugt forskellige bøger, som vi fik af sygehuset. Men især en film, som hedder Lille Povl og dragen, har vi set mange gange. Der er ingen tale, kun musik og selvfølgelig billeder. Det var rart for os, for så kunne vi putte det på, som passede på Jonathans forløb. Så vi fortalte, mens filmen kørte og Jonathan spurgte ind i mellem. Han så den også jævnligt uden os og snak. 
Han kunne helt sikkert identificere sig med drengen, og det var en hjælp for ham. Og en kæmpe hjælp for os.

Juleaften 2010 - det var så dejligt at se ham være glad. Rigtig glad.

Men også træt til sidst (samme juleaften)


Det er hårdt at skrive alt det her ned. Men tårer lindrer, og jeg mærker, at vi har det godt i dag. Se selv min store dreng i dag - snart 6 og fyldt op med mod og liv. Verdens sejeste Jonathan!



<3

tirsdag den 8. maj 2012

Konfimation

Søndag gik med konfirmation. Det var en flot dag med smil og glæde, og min søsters datter strålede og nød det. Så hermed lidt billeder af dagen - og som lovet af Nannas nye kjole.





Mine søskende og jeg (med påhæng) gav hende penge. Det var næsten det eneste, hun ønskede sig. Det store ønske er en Iphone, så jeg synes, at denne sparegris passede perfekt til formålet. Det er fra Tigeren. Ungerne synes, det var fedt at få lov at fylde den med mønter :-).


Efter kirken er det vist blevet mere og mere almindeligt at blive hentet i en fin bil. For meget? Tja, vi jokede med, at det ville have været mega cool med en luftballon. Det var der dog ingen, som blev fragtet afsted i ;-).


Pigen i den pink kjole er den mindste af min søsters piger. Hun skulle lige trøste Nannas baby.



Den smukke konfirmand. Hun var så fin i sin hvide kjole. Desværre er der vin foran hende på alle billederne, men vi var jo også til fest!



Festen blev holdt på et fritidscenter, så der var et stort område for børnene at lege på. Perfekt for os forældre at de havde et sted at boltre sig. Nanna nød det i hvert fald.
Hun havde fået nyt fra top til tå. Kjolen er hjemmesyet, og mønsteret er det samme som denne. Skoene er fra SeeKaiRun og total skønne. Strømpebukserne er fra MiniATure, og den skønne cardigan er fra Mini Nümph. Det hele kan købes her. Nanna var meget stolt af sit nye tøj, og det er bare så dejligt, at hun gider gå i mit hjemmelavede. Og nu skal vi også til navngivningsfest i denne måned (bare på mandens side), så derfor kunne hun godt blive forkælet med lækkert tilbehør.



Nanna sad ved børnebordet. Det gik så fint, selvom hun havde sine betænkeligheder ved ikke at sidde ved siden af mig. Her sidder hun selv og nyder, at man må få al den sodavand, man overhovedet gider. Jeg husker, at det var det fedeste. Især cocio kunne jeg bælle i stride strømme. Mad fik man så heller ikke det store af - det havde man ikke ro til.


Til sidst lige et billede af den mindste af min søsters børn. Her er han træt efter kirken, og klokken var langt over middagslur. Men han er bare så bedårende.

En skøn dag!