fredag den 21. december 2012

Julen i jersey

Bestemt en underlig titel til et indlæg - for nej, jeg holder ikke jul i jersey, selvom det uden tvivl ville være ret så behageligt. Men det blev titlen, da dette indlæg både handler om jerseykjoler og om de sidste dages gøren og laden omkring julen mm.

Vi har haft meget at se til, som man oftest har her op til jul. Men oven i det har vi haft ekstra bekymringer omkring Jonathan og hans behandling, hvilket lige satte os en del i stå. Heldigvis ser alt ud, som det skal - sådan nogen lunde da. Hans immunforsvar er nemlig længere nede, end det plejer, så vi skal passe ekstra godt på ham lige nu. Så han har været hjemme med mig, og det har Nanna stort set også været i denne uge. Sådan skal det være, men det satte selvfølgelig nogle projekter, jeg havde haft i tankerne på stand by. Og måske helt droppet, for der dukker hele tiden nye ideer op.

Men nu til kjolerne. Modellen er Betines, som Nanna har fået en skøn kjole af. Billederne er taget sådan rundt omkring, og I får også bare sådan en lille stak af lidt forskelligt fra ugens løb.

Den første jerseykjole i et rigtig fint print.

Her var vi til fødselsdag ved kusinen.

Der bages peberkager, og de blev rigtig gode. Opskriften er fra Camilla Plum.

Bordet, vi sidder ved, er et nyligt loppefund. Jeg har planer om, at det skal blive vores nye spisebord efter jul. Min søde svigerfar har lovet at lave plader til, så det kan gøres større, når der kommer gæster. Men jeg elsker den grå bordplade. Så flot! Men meget mere om det efter jul ;-).

Nanna spiser bolle på køkkenbordet, mens hun holder skarpt øje med, at drengene saver juletræet ordenlig til udenfor .
Halløj - mine skønne unger!

Stoffet til denne jerseykjole er fra Stof2000.

Og træet kom indenfor. Vi valgte den nemme løsning i år og købte ved en lokal, som saver dem af og netter dem hjemme. Men træet er fri for sprøjte og heller ikke skåret til. Det sidste måtte vi så selv lidt i gang med.


Der laves julepynt af Hama perler til juletræet. Vi har endnu ikke så meget pynt, men jeg skal nok vise træet frem pyntet en af dagene. Jeg er vild med farver på træet, så de her perler vil jeg gerne have på sammen med det klassiske.


Drillepind!

Tredje og sidste kjole er Nannas favorit. Jeg synes, at de klæder hende godt alle 3.

Jerseystofferne til den første og den sidste kjole er fra webshoppen Funkjogging, og det er super lækre stoffer. Mere om det lige om snart, da jeg har gang i en lille give-away i samarbejde med dem.

Men vi juler og gør klar, og det er dejligt. Juleaften bliver vi 10, så vi skal have gang i en masse gryder og måske også grillen, for der skal selvfølgelig laves meget kød.

Er I mon ved at være klar?

4 kommentarer:

  1. Skønne billeder. Sjovt, mit naive hoved hav de da aldrig tænkt på sprøjtemidler i juletræer, men selvfølgelig er der det... Det må jeg lige have i tankerne, for vores juletræ fra Bilka oser sikkert med giftigt stoffer - suk...
    Skønne livsglade billeder. Vi skal heldigvis ikke arrangere jul, julefrokost eller nytår i år, der skal vi bare være gæster. Stod selv for det hele sidste år, og det var hårst (og dyrt)...

    SvarSlet
  2. Fantastisk dejlige billeder.
    Skønne skønne unger og smukke kjoler.
    Glædelig jul og jeg ønsker for jer at i må gå et skønt og sygdomsfrit 2013 i møde!

    SvarSlet
  3. Mange mange tanker til jer og Jonathan! Rigtig Glædelig Jul!

    SvarSlet
  4. Kære Didde-Louise. Skønne billeder. Jeg håber, I får en dejlig jul og så håber jeg, at 2013 bliver et godt år for både Jonathan og jer som familie - uden store bekymringer... Kh Maria

    SvarSlet