fredag den 31. august 2012

Nyt til den retro dukkevogn

Den gule dukkevogn skulle selvfølgelig have lækkert tilbehør.

Så jeg gik i gang med restekassen og bestemte mig for at lave noget regnbueagtigt. Med alle resterne som man hurtigt får rigtig mange af.
En fantastisk måde at bruge dem på. Må dog indrømme at nogle stykker ikke er rester. Men ca 80% er nok.






Jeg er godt tilfreds med resultatet. Elsker de mange farver.

Dukken nede i er Mille, som er et af Tusindfryds værker. Den skønneste dukke!


Haps, nu vil jeg altså lege igen mor!
Jeg har længe været forelsket i dette regnbuetæppe, men det kræver altså bare at blive kvadratisk. Og det bruger jeg ikke så tit. Men måske jeg en dag laver det bare for hyggens skyld.
I hvert fald er jeg rigtig glad for resultatet her. Nu er barnevognen bare fed både udvendigt og indeni. Både mor og datter er vilde med det :-)

Fyldet i denne dyne er en babypude, og den er lige lidt for stor til betrækket. Men det var lige, hvad jeg havde. Har nogen derude ideer til, hvad man kan putte i? Måske skulle jeg bare klippe i babypuden. Synes nok bare at det er lidt fråds, for det er en dyr pude... Men vi får nok ikke flere bebser, så måske det egentlig er en god måde at få den i brug på igen.

God weekend :-).

torsdag den 30. august 2012

Den gode stil

Det sætter tanker i gang om blogland, når man laver et indlæg som dette.

For mig har bloglands verden altid været sprudlende, positiv og inspirerende. Alle viser frem, hvad de laver. Mange laver DIY´s. Der er 1000vis af gode ideer, som deles. Det glædes jeg over dagligt i min færden rundt ved jer alle. Jeg elsker den pose blandede bolcher, som blogland nu engang er. Og jeg tager de bolcher, jeg kan lide, oftest.
Der er uden tvivl en leben i dette univers, som er svær at styre. Mange får gode ideer, måske også på samme tid. Ofte er der alligevel en, som viser ideen frem først, og hvis man er bekendt med dette, er det altså bare god stil at give et lovelink dertil. Min opfattelse er, at det gør vi. Det elsker jeg, at vi gør, for det viser en respekt for hinanden herinde. Selvom mange af os aldrig har mødt hinanden, skal vi stadig kunne se hinanden i øjnene bag skærmen.

Nuvel - til mit eget dilemma med nøglesnorene. Ninna har lavet dem i meget lang tid - længere end jeg egentlig vidste af. Mine er uden tvivl en kopi af hendes med små detaljeforskelle. Det gør bestemt ikke min nøglesnor til mit eget design. Alle de timer Ninna har lagt i at finde ud af den helt rigtige længde, bredde, farvesammensætninger osv kan jeg ikke tage kredit for. Og det vil jeg heller ikke. Jeg lovelinkede også til hende i det omtalte indlæg, så I alle kunne se, hvem der stod bag det oprindelige design.
Jeg bad jer om hjælp. Kunne jeg sælge nøglesnore, som lignede Ninnas så meget? Mange skrev, at det kan man godt, når de ikke ligner den originale 100%. Mange skrev, at ideer opstår sideløbende herinde, så derfor er dette svært at styre. Hvem fik overhovedet ideen først? I denne sag er det bare ikke så svært at styre, for jeg ved jo udmærket godt, at Ninnas nøglesnore har været mit udgangspunkt. Hvis jeg nu ikke kendte Ninnas nøglesnore, ville jeg slet ikke have været i tvivl. Så kunne jeg sælge og gøre lige, hvad jeg ville med dem.
Faktisk skrev jeg også en mail til Ninna, som skrev, at hun var glad for min mail, og at jeg måtte tage beslutningen selv. Forståeligt og meget pænt svaret af hende. Hun tog det som en stor ros. Og som hun skrev: "Man ved at en ide er god, når man ville ønske man selv havde fået den". Så sandt, så sandt.

Mit indlæg afspejlede min tvivl, og den havde jeg, fordi man ser mange lave de samme ting herinde og sælge af det. Fx patchwork sengetøj, sættekasser osv. Hvem fik ideen først? Jeg aner det ikke, for der er så mange, som laver det. Så er sagen en helt anden. Så er det ganske enkelt umuligt at sige, hvem der er ophavsmanden.

Der er bare gigantisk forskel. Det kan jeg godt se nu. Jeres kommentarer hjalp mig på rette vej med at finde ud af, hvordan jeg står med alt det her.
Lyt til din mavefornemmelse. Det gjorde jeg så, og ja som I nok har kunnet læse mellem linjerne, er jeg kommet frem til, at jeg ikke synes, at det er god stil at kopiere andres ideer og så bagefter sælge produktet i massevis. Jeg synes gerne, at man må lave det som gaver, og hvis nu en læser mailer, om man vil lave sådan en til hende/ham, så synes jeg heller ikke, at det er et problem. Men decideret direkte salgsside eller annonce på bloggen, det vil jeg ikke.

Jeg har ladet mig forstå, at dette emne før har været bragt op i blogland, og at det virkelig rev tænder ud den gang. Dette indlæg er ikke skrevet for at bringe det hele i kog igen. Jeg vil ikke træde nogen over tæerne - indlægget er faktisk lige præcis skrevet for at understrege, at det er jeg slet ikke ude på.

Men det er vigtigt for blogland, at man tænker over dette, så den gode stil bibeholdes. Og ikke mindst den gode stemning som er vigtig ingrediens herinde.

Tak for alle jeres ærlige kommentarer omkring mit dilemma. Nu har min mavefornemmelse i hvert fald fået ro.

Og så kan I da lige få et billede af min sidste nye nøglenor - til mig selv ;-). For Ninna, de er da virkelig fede!



Denne gang med orange bånd, som faktisk er fra denne lækre goodiebag og så selvfølgelig med liberty. Jeg går med dem hver eneste dag - fantastisk!

tirsdag den 28. august 2012

Sikke en skøn pakke

Det var, hvad jeg modtog i sidste uge. Nemlig en flot goodiebag fra et blogtræf i Grindsted, som jeg desværre ikke kom med til grundet manglende overskud. Det er så helt vildt sødt af Tine og Malene at sende mig en.

Indholdet er da også virkelig fantastisk. Se selv:

Mange lækre sager gemmer sig dernede.

Men altså en flot goodie-kasse :-). Jeg er meget glad for, at de to piger ville sende mig en. Det er meget sødt af dem. Der er jo masser af guld i den kasse ;-).

lørdag den 25. august 2012

Top heldige mig!

Lige et hurtigt smut i genbrug i dag. Jeg skulle bare lige kigge efter en lampe til mit krea område. Farven er jo underordnet, hvis man kan gøre Line kunsten efter med en spraydåse.

Jeg fandt en lampe (dog til et helt andet sted i huset!), men den må I se en anden dag. For et andet fund presser sig på og må deles med andre, som ved, hvor skønt et fund det rent faktisk er. Læs: min mand deler slet ikke min begejstring!

Men prøv lige engang at se den her sag:




 En helt fuldstændig fantastisk vidunderlig retro barnevogn i gul med rødt stel! Den er simpelthen alt for fed!


 Lidt patina på kalechen, men ellers er den så fin så fin!



Nanna tog den til sig med det samme. Ind og finde dukken og et sæt sengetøj. Jeg fandt også et spil kort på genbrug i gratis kassen med Minnie Mouse, som lå i barnevognen. Så nu skulle de på tur og spille kort. Planen er bestemt, at vognen skal have et fint sæt retro sengetøj, som passer til i stilen.

Jeg tør næsten ikke skrive det, men tænk sig. Denne skønne dukke barnevogn skulle jeg kun lægge 25 kr for. Det var næsten for billigt, men Blå Kors mente ikke, at den kunne koste mere. Den er jo gammel og har lidt huller. Jeg havde købt den med et et-tal foran den pris. Men de behøver de jo ikke at vide. De gode kup på genbrug har man ikke så mange af mere - så jeg bliver ekstra glad, når jeg finder dem.

Lige præcis sådan en gul retro dukkevogn ledte jeg efter, mens jeg ventede Nanna. Jeg vidste, at jeg skulle have en pige, og jeg havde set sådan en her i denne stil på nettet. Og jeg var solgt. Men jeg fandt aldrig en - så måske (også) derfor blev jeg bare ekstra ekset, da jeg så denne :-).

Hvad synes I? Er det et godt kup?

torsdag den 23. august 2012

MASSER AF STOF TIL SALG

Nu skal jeg have tømt ud her hjemme. Jeg er ved at have uoverskueligt meget stof på hylderne. Jeg elsker byttehandler med det, men jeg har bare rigeligt. Der kan ikke klemmes mere ind, og det går jo ikke ;-).




Ja, jeg har altså for meget stof. Og det her er jo ikke engang det hele.

Men priserne derinde er nemme nok at hitte ud af. De fleste tager jeg 50 cm for pr cm. Enkelte står der 1, 2 eller 3 ved. Det betyder, at det pågældende stof koster den pris pr cm. Jeg synes, at priserne er meget rimelige, så håber at I vil være med til at tømme mit stoflager. Bare en smule ;-).

Send mig en mail, hvis I finder noget, som I bare må have fat i derinde. Klik her - og du vil finde metervis af retro stof ;-).

Ny pude

Først lige tak for alle jeres svar på mit spørgsmål i går. Det er godt at vide, hvad I andre tænker om det, og hvad I synes, den gode stil er der.

Bare lige et par hurtige billeder af en ny pude til sofaen fra Ferm Living samt lidt smukke blomster fra plukkestedet i Gredstedbro.






Jeg er ret vild med den her ræv. Synes det er fed og står godt til de andre puder i sofaen. Lidt mere kant, men det er også godt til pastel.

Den koster 199 kr.

onsdag den 22. august 2012

Ude af døren - og et bloglands spørgsmål?

- og det med det smarte tilbehør ;-).

 Nøglesnoren har jeg selv lavet, og pungen er fra Anne fra en tidligere nævnt byttehandel.

Det fine Iphone sleeve er fra Libbie, også en byttehandel. Så fint og perfekt, når man ind i mellem har meget, der ligger og skramler i tasken. Tusind tak for handlen :-).


Og til sidst lige et billede af snoren in aktion. Stoffet er liberty - gudesmukt. Båndet er fra BettyP. Det samme er karabinhagen. Jeg kunne godt finde på at lave en ordenlig stak af dem og så tage den på, som lige passer til tøjet den dag. Synes at det ser så skønt ud med den neonfarvede bånd på liberty.

Jeg har set nogle stort set magen til ved Fru Schou, dog med anden metaldims i enden. Nu er jeg jo lidt grøn i blogland. Jeg vil nødigt træde nogen over tæerne. Men jeg overvejede kort, om jeg ikke lige skulle lave en stak af disse og sætte til salg herinde. Men så tav jeg, idet jeg vidste, at Fru Schou laver dem. Og har gjort det længe, så vidt jeg kan se. Kan jeg så også gøre det? Eller er det dårlig stil?
Mange laver jo de der dynebetræk i firkanter, også på bestilling. Hvem der først fandt på det, ved jeg ikke, men ingen sidder ligesom på den. Alle kan bare lave et og sætte det til salg.
Kan man det med alt herinde? Også selvom man er blevet inspireret til ideen på en anden blog? Eller er det totalt no-go?
Jeg håber, at I kan hjælpe mig her, for jeg vil virkelig gerne være en blogger, som ikke træder på andres domæne. Hvad er den gode stil her?

tirsdag den 21. august 2012

Det bliver ikke bedre!

Når jeg hopper i en af Trines fantastiske kjoler, ja så bliver det bare ikke meget bedre. Jeg føler mig så godt tilpas! Kjolen er bare lige mig med det skønneste snit og de der lommer. Ååååhhhh hvor er det bare lækkert med lommer i en kjole. Det bliver simpelthen bare en tand mere afslappet, når man får sådan en kjole med lommer på. Afslappet, feminin og smuk - sådan føles det altså bare at have denne kjole på. Kan klart anbefales!

Jeg har da også to af slagsen, da det også var sådan en kjole, jeg havde på til min fødselsdag. Måtte bare eje en ekstra, så Trine var så sød at sige ja til at sy en mere. Hun kunne få fast arbejde for mig, for jeg vil gerne have flere. Men har en idé om at prøve at aflure mønsteret på dem jeg har. Det kræver nok en del testere, og måske går det slet ikke. Men det er værd at prøve, for mønsteret er helt umuligt at finde.

Beklager - billedspam! Men elsker den kjole - og så har Nanna også fået ny nederdel, som også lige skal vises frem.



Billede uden virkemidler

Og et med - ja jeg kan bedst lide dette. De her billedredigeringsprogrammer kan altså en ting eller tre ;-)

Nanna i hendes nye favorit nederdel. Og moderens! Den indeholder nemlig stort set kun favorit stoffer.






Nederdelen er syet med dobbelttråd i overtråden i stikningerne. Så træder de lidt mere frem, og det må de altså gerne når nu jeg har valgt neon orange som farve dertil :-). Stofferne er næsten alle retro. Graziela hjerter og æbler. Blomster i skønne farver. Og så lige en enkelt med prikker som er ny, men passede til resten. En fryd for øjet :-).

 Vi var til barnedåb i disse sæt, så Thomas knipsede lige lidt fotos af os inden hjemme fra. Det sidste her er dog fra selve festen.

En lækker dag med sol og leg - og god mad. Desværre kunne Jonathan og Thomas ikke komme med, da dåbsbarnet havde skoldkopper. For farligt for Jonathan. Så vi måtte dele os op. Det er vi ret vant til, men det er lidt hårdt alligevel. Man vil jo nok gerne afsted som familie.
Heldigvis havde far og søn en god dag hjemme med fodbold, lego og et par batman gaver (t-shirt og strømper). Og Nanna og jeg havde også en god dag! Jeg havde egentlig lovet mig selv, at dette indlæg ikke måtte blive et indlæg om alt det sure, for det var faktisk en god dag for os alle. På trods af isolationsregler og alt det der med opdeling og at der er så mange ting, vi ikke kan sammen som familie. Det er vigtigt at huske på det gode og på glæden. For selvom vi står i en svær tid, som dog har været meget sværere - ja så er der stadig masser af lys og glæde i vores liv. Ind i mellem overskygger det hårde og det trælse. Det må det også gerne, når man har dage som fx disse.

Men vi vil det her liv, fandme - i smukke kjoler og nederdele. Og knægten i en batman t-shirt. Det bliver bare ikke bedre!



søndag den 19. august 2012

Juniorbetræk i firkanter

Så har jeg været i gang med at klippe firkanter. Til et tøsebetræk denne gang.

En af mine veninder holder barnedåb i dag, og hendes lille datter skulle da have et nyt betræk i retro firkanter. Jeg synes, at det er en fin gave. Der er lagt masser af timer og overvejelser i det, og jeg er da også godt tilfreds med resultatet.







Så fik I også lige lov at se, hvordan Nanna sover. Flagranken er fra Laila, Barbapapa udklippet er fra ts, Helga (den hæklede elg) har I næsten lige set, plakaten med de dansende børn er herfra, og det lille diplom neden under plakaten er fra mini disco på Mallorca. Og Nanna er meget stolt af det ;-).

Betrækket er i mange forskellige farver, men det kan jeg ret godt lide. Bagsiden er et stykke retro stof i hvidt med lyserøde blomster og grønne blade.

Nu håber jeg bare, at gaven falder i god jord.
God søndag derude :-).